Det summer af liv i de nye bo- og arbejdsfællesskaber på Broagerland

”Vi ved en lærkerede, men siger ikke, hvor den er..” – endnu. Som barnet, der står med tilbageholdt åndedræt, kigger jeg på denne fine rede. Nej, hvor vil der blive liv i det bo- og arbejdsfællesskab, når ’ungerne’ eller nærmere planerne bliver flyvefærdige.

Jeg ser legende børn, og at der er folk i den store, velholdte køkkenhave. Den forsyner beboerne med friske grøntsager, men der er også så mange, at de bliver solgt i gårdbutikken bagved, der hvor mange andre lokale sælger deres produkter hver lørdag. Ved siden af er der en lille cafe. Hver fredag aften holdes der fællesspisning i det store lokale i hovedbygningens sydlige del, hvilket er et stort trækplaster for folk fra området.

Herfra kan jeg heller ikke lade være i tankerne at gå ind ad hoveddøren og møder da noget helt uventet: Et rum flankeret af unikke, fantasifulde kunstværker i naturens materialer – sandsynligvis lavet af ham den franske kunstner, som avisen havde et interview med, da han stod for at flytte hertil.

Her bliver jeg budt velkommen af William.

Han er lige flyttet ind, og hans vilde frisure og uredte hår afslører, at hans liv ikke kan klemmes ind i en 8 til 16 arbejdskalender. Hele natten har han været i gang med at lægge sidste hånd på en billedserie med deadline i dag.

Han er grafiker og har indrettet en fleksibel arbejdsdag.

Hans fem-årige datter er i øvrigt omme i den fælles legestue, hvor naboen, Birgitte, sammen med to ældre beboere har gang i noget sammen med flere af børnene på gården. Mange af de unge familier har stor fornøjelse af aflastningen, og så kan William selv indhente det forsømte og få et par timers søvn i eftermiddag. Hans kæreste, Mille, er sygeplejerske og på eftermiddags- og aftenvagt. De og mange andre bor i nye, mobile boliger nede bag køkkenhaven.

Legestuen deler faciliteter med den private dagpleje, og et trækplaster er netop det grønne område, køkkengaven samt aktivitets- og lege-områderne. Derfor kommer Broager skole her også jævnligt for at lære om ’det grønne’, og i morgen kommer en klasse for at benytte værkstedet og senere lave udklædningstøj til skolefesten.

William viser mig den store hall i hovedbygningen. Her bliver jeg overrasket over den lokale udstilling af spændende steder, mennesker og dyr på Broagerland – kendte som ukendte. Jeg havde overset Info-skiltet, der viser mig, at Visit Sønderborg har en fremskudt turistinfo her. William fortæller, at jeg blot behøver at ringe på klokken, så åbner Vibeke for at yde mig personlig betjening. Vibeke og flere andre har arrangeret forskellige cykel- og vandreture, man kan tage på, og man kan også blive indkvarteret og bespist rundt om.

Vi drejer til venstre, hvor et åbent kontorlandskab viser sig.

Fem arbejdsstationer er indrettet med adgang til printer, netopkobling, arkiv, AV udstyr samt fælles køkken- og mødefaciliteter. William fortæller, at flere af beboerne har hjemmearbejdsplads her, og at der tit kommer turister indenfor for at pleje jobbet derhjemme. I øjeblikket arbejder desuden tre selvstændige firmaer her ud over ham selv, nemlig en designer, en IT-nørd samt og Palle, der står for manges daglige administration og administrerer flere af de lokales nethandel. Vi kommer herefter forbi det ekstra store rum. Her bor analysevirksomheden “JLB”, hvis kunder hovedsageligt er i Brasilien.

Nu bliver vi mødt med lyden af latter og glade stemmer.

Hver onsdag og lørdag formiddag har en ’repair cafe’ nemlig åben. Hylde efter hylde er fyldt med stofrester, garnnøgler, læderrester, symaskine, hulleapparater, brugt IT-udstyr, andre elektronikrester, ophæng til cyklen og alt dét værktøj, som er nødvendig for alskens reparationer. Adskillige frivillige giver et nap med, og der er ikke mange gamle, som ikke kan få hjælp til det med IT eller repareret støvsugeren. De bestyrer samtidigt grejbanken i laden, hvor folk fra lokalområdet må benytte alt fra græsklipperen, honningslyngen eller æblepresseren til flisemaskinen.

I dag skal gamle fru Jørgensen på 89 år, der bor i én af de fem ældreboliger i den vestlige del af området, køres til sygehuset for at få taget blodprøver. En håndfuld frivillige er klar; Hans vil tage delebilen om en halv time, så de kommer derind i god tid. Kristian fortæller, at han skal på værkstedet, for at hjælpe en af de lokale ridepiger med læderarbejde ved hendes hests grime.

'

I weekenden kommer der besøg udefra i forbindelse med et malerkursus, siger William. Rummet bag hovedbygningen er et eldorado for kunstelskere; staffeli, maling i olie eller vand, pensler, plads til ro og fordybelse med farverige værker på væggene, og mangler man inspiration, kan man bare gå udenfor med udsigt til natur, dyr, himmel og Flensborg Fjord.

Livet og fællesskabet idet daglige kommer for resten alene af, at her bor 30 mennesker i alle aldre – nogle er familier, nogle er enlige ældre og unge. De har altid noget at mødes og tale om, det kan man se. Alle har deres egne lejligheder, og mange i de små huse ovre mod skoven. Som William siger: ”Har man brug for at være sig selv, så bliver man jo bare hjemme”.

(Connie Skovbjerg)

Juni 2020